Tilbage til oversigten

Corona-nedlukningen blev en game changer for Mateusz

Mateusz Kozlowski var en glad, ung mand – på overfladen. Men nedenunder lurede der ofte frygt og usikkerhed. Da den ukendte sygdom, corona meldte sig på banen i foråret 2020, blev hans angst for fremtiden yderligere forstærket. Men god rådgivning fra en kristen psykoterapeut ikke bare hjalp ham af med angsten – den kom til at forvandle hele hans liv.

Et tilbud om bibelundervisning

Mateusz og hans familie var traditionelle katolikker og troede på Gud. Men i Polen var det ikke så normalt for katolikker at læse i Bibelen og leve sin tro ud. En dag bankede to Jehovas Vidner på deres dør og tilbød bibelundervisning. Det blev starten på en tid, hvor hans forældre kom mere hos Jehovas Vidner end i den katolske kirke.

– I 2004 flyttede min familie til Danmark. Tilknytningen til Jehovas Vidner fortsatte i Danmark. Mine forældre var interesseret i den udlægning af Bibelen, som disse mennesker var så ihærdige med at videregive. Og de ville også have, at jeg og min søster skulle deltage. Jeg ville meget nødigt med til møderne og gemte mig i bilen, for at mine venner ikke skulle se mig gennem ruden. Der var meget tale om verdens ende og de ulykker, der ville ramme jorden – og det skræmte mig tit. Jeg var ked af det valg, som mine forældre havde taget og følte mig ikke hjemme i det, som de havde ført hele familien ind i, fortæller Mateusz.

En vejviser

– Da jeg blev ældre, flyttede jeg hjemmefra, og min livsstil blev som de fleste danske unge med fester og piger. Jeg var glad på overfladen og lavede mange sjove ting, men glæden stak ikke så dybt. Der var et tomrum i mit liv, og når jeg var alene, mærkede jeg den nagende angst. Det gjorde, at jeg gennem en periode gik til samtaler hos en psykoterapeut. Da corona så ramte for 1½ år siden, blev min sindstilstand endnu mørkere, og jeg gik til flere samtaler.

– Pia var god at tale med, men jeg vidste ikke i starten, at hun var kristen. En dag lagde jeg mærke til et kors på væggen. Jeg spurgte, om hun var troende.

Ja, jeg er meget troende, svarede hun og tilføjede: Jeg har også været præst.

– Pia fortalte, at hun aldrig forsøger at overbevise folk om, at de skal tro på Gud, men hun venter på, at de selv spørger. Og da jeg så spurgte, fortalte hun mig om Guds kærlighed og om Jesu død på korset for verdens synd. Og om hans opstandelse. Og at han lever i dag. Hun bad også for mig, beretter Mateusz. Og hun sagde, at hun syntes jeg skulle tage til en gudstjeneste i Åbenkirke Herning en søndag for at høre mere.

Velkommen hjem

– Jeg havde været i mange kirker, og hver gang havde jeg tænkt, at det ikke var noget for mig. Men første gang jeg besøgte Åbenkirke, fik jeg gåsehud og tænkte: Wow, her hører jeg til!

De næste 7-9 søndage sad Mateusz igen i Åbenkirke og sugede til sig. Men så blev der corona nedlukning.

– De næste uger savnede jeg kirken, og efterhånden begyndte jeg at miste lidt af det, jeg havde fået. Jeg var begyndt at skrive sammen med en katolsk pige, og vi blev kærester. Da der igen var gudstjenester, ville jeg have hende med i kirken, og hun tog med for min skyld. Men under den første lovsang gik hun ud og satte sig i bilen. Det åbnede mine øjne.

Jeg blev klar over, at jeg ville have en afgjort kristen kvinde. Jeg var kommet til tro på, at Bibelen er Guds ord, og at jeg ville leve for Jesus. Det samme må være min kommende kones overbevisning, siger Mateusz med eftertryk.

120 % forvandlet

Mateusz glæder sig ugen igennem til, at det bliver søndag, for så skal han i kirke. Hver aften læser han i bibelen, og hver dag beder han til Gud.

– Gud har fyldt hullet i mit hjerte, og jeg føler mig 120 % forvandlet. Det dårlige forhold til mine forældre er også blevet forvandlet. Fra at vi havde daglige skænderier, sender jeg nu blomster og søde bemærkninger til dem. Både de og mine venner har accepteret min kirke, og min tro på Jesus. Og jeg har fået så mange gode venner i kirken, som jeg holder meget af.

Safar.org – personlig bibelundervisning og discipelskabstræning

Mateusz fortæller også om den personlige discipelskabstræning, som han er begyndt at få. Han og Rishiban gennemgår sammen materialet i Safar.org – som er skabt på grund af den store vækkelse, der foregår i Iran og de mange nye kristne, der har brug for undervisning.

– Vi mødes 30 gange og gennemgår lektionerne. Jeg lærer meget, og det er meget spændende. Jeg kan varmt anbefale det.

Gud er med mig

– Mit nye liv som en kristen er fantastisk. Jeg er dybt taknemmelig, og jeg er ikke længere bange for fremtiden, for jeg ved, at Gud er med mig. Og jeg ved, at han har magt til at hjælpe med alt, hvad der vedrører mig, slutter Mateusz Kozlowski.

Interview: Eva Krath-Andersen

Mere fra bloggen