Birgitte Nielsen oplevede for fem år siden, at Gud kaldte hende til at gå ind i arbejde for flygtninge. Flere af dem hun fik kontakt med på Sjælland, blev flyttet til Jylland, og det gav hende mange ture til området. – Og en dag opsnappede hendes mand Jens en gudstjeneste fra Åbenkirke på nettet og begyndte at se med, mens han var på arbejde langt ude på havet. Disse omstændigheder har givet ægteparret, der bor i Hillerød, en tilknytning til kirken.
De unge år
– Jeg er opvokset lidt nord for Vejle, og mine forældre kom i både Indre Mission og Luthersk Mission. Da jeg var 14-16 år, var jeg elev på en efterskole i Jylland, og derefter blev jeg køkkenlederelev, indleder Birgitte.
– Som 20-årig kom jeg på Luthersk Missions Højskole i Hillerød. Her mødte jeg min mand, Jens, og det var en rigtig dejlig konsekvens af det skoleophold.
Jens var sømand, og han kom med tiden til at eje sit eget skib, en fragtcoaster, der sejler rundt i Europa med forskellige motordele, jernplader m.v. Så sammen med sin besætning er han mange dage væk fra familien. I et par år sejlede Birgitte med, for at få et tættere forhold til Jens’ sømandsliv. Derefter blev hun hjemmegående husmor.
Ægteparret havde svært ved at få børn, så der blev hentet en lille dreng og pige på Sri Lanka. Herefter fødte Birgitte selv en datter. Alle børnene er i dag voksne og har fået sig et godt liv.
Frivilligt arbejde og gode ideer
– Jeg har ikke været lønarbejder i 28 år, siger Birgitte. Jeg meldte mig til frivilligt arbejde, mest i genbrugbutik og på en besøgsbondegård. En dag oplevede jeg Guds kald til at invitere mennesker, der ville vide mere om kristendom. Undervisningen, som jeg kaldte: ”Hvem er Gud egentlig, og hvad kan vi bruge ham til i vores liv?” var udviklet af Luthersk Mission og løb over 8-10 aftener. Min opgave skulle kun være at lægge hus til og invitere. En af Luthersk Missions forkyndere tog sig af undervisningen. Fem af dem, jeg spurgte, sagde ja til min invitation. Tre af dem fortsatte sammen med mig, og en af mine venner i en studiekreds, hvor vi læste Bibelen sammen, fortæller Birgitte.
Her under Corona-krisen fik Birgitte lagt på hjerte, at hun skulle købe blomster til folk i hendes nabolag. ”Gud, hvis det er dig, så sig det igen,” var hendes respons. Og det gjorde Gud. Folk blev glade, men var også spørgende om, hvorfor hun tænkte på dem. Det gav en lille snak.
Kald til flygtninge
– I 2015, da jeg så en masse flygtninge komme gående på motorvejene, følte jeg næsten panik. Hvad skal alle de muslimer her? Men så oplevede jeg, at Gud sagde, at jeg skulle i gang med at vise dem omsorg og ikke være skræmt. Så jeg søgte på nettet for at finde en opgave for mig. Jeg kom frem til: Auderød modtagecenter. Jeg meldte mig tre dage om ugen til at arbejde i centeret som ansvarlig for genbrugsshoppen. Det var ikke så let. Jeg talte kun dårligt engelsk, men jeg lærte mange ting. Folk stod i lange køer uden for stedet og ventede, og mentaliteten var ikke altid god. Men blandt dem spottede jeg nogle unge, som jeg kom til at blive meget knyttet til, fordi jeg fik tillid til dem. Min tillid til dem blev så stor, at nogle af dem blev mine trofaste medhjælpere, mens de boede på centeret, og nogle af dem kom til at stå mit hjerte særligt nær, forklarer Birgitte.
En mor for mange
– Faktisk kom det til at gå sådan, at vi fra december 2016 har haft flygtninge til at bo sammen med os i vort lille hjem. Det er tre mænd og en ung kvinde, og de er blevet en del af vores familie. Vores egne børn ser dem som deres søskende. P.t. har vi tre boende. En af vores ”børn” er lige fløjet fra reden” og ind i en studiebolig. Hun var også muslim, men Jesus fik lov til at få plads i hendes hjerte 2. pinsedag 2018, siger Birgitte.
– Gennem 1½ år tog jeg mange ture til Frederikshavn asylcenter for at besøge dem, der stod mit hjerte nær der. Gennem de sidste to år har jeg taget en månedlig tur på en uges tid til Bording, hvor jeg boede hos mine gode venner. Årsagen var, at to af vore ”sønner” var placeret på Kærshovedgård udrejsecenter, og jeg ville gerne være der for dem, så de ikke gik helt i stykker som mennesker. Kærshovedgård er et sted, hvor mange mennesker bliver ødelagt psykisk. Men i Bording har nogle dejlige mennesker startet en bibelcafé, hvor beboerne på Kærshovedgård samles til sang, prædiken og bøn, så jeg har været en del af bibelcafeen under mine månedlige besøg. De to brødre hedder i dag Daniel og Immanuel og skiftede navn, da de kom til tro på Jesus. De er født muslimer, men tog imod Jesus i 2018, fortæller Birgitte.
Hillsong
– Daniel begyndte sin vandring mod Jesus allerede få måneder efter, at han var ankommet til Danmark. Men han var praktiserende muslim og tog sin tro særdeles alvolig. Jeg valgte en dag at sende ham en af mine favoritsange fra Hillsong. Det viste sig, at Gud talte til ham gennem denne sang, og han blev dybt berørt af budskabet i den. Måske var den dag starten på hans kristne tro. Da Daniel var i en særlig svær periode efter afslag på asyl, valgte jeg at tage ham med til Hillsong kirken i København. Den dag blev skelsættende for ham. Der blev bedt en frelsesbøn fra scenen, som Daniel bad med på, og den dag oplevede han en fred, som overgår al forstand, fortæller Birgitte.
– Aldrig har jeg haft det som nu, sådan en fred. Nu er jeg slet ikke i tvivl mere! sagde Daniel til Birgitte efter mødet.
I dag taler Daniel dansk. Emmanuel er på vej med det danske. I øjeblikket venter de begge på, at deres sag skal i Flygtningenævnet.
Profetisk hilsen fra Jørn Hyldgaard
En fredag i maj 2019, da familien var i Midtjylland og havde været i Bording, tog de til ”Mellem Himmel og Hyldgaard”. Pludselig pegede Jørn Hyldgaard på dem og sagde, at Gud havde et ord til dem. Han sagde blandt andet, at de skulle få større frimodighed til at bede for syge, bede ind i brudte ægteskaber og for folk med misbrug.
– Der er noget I skal gøre, men det er, som om der er en elastik, der holder jer tilbage, sagde Jørn. Birgitte og Jens vidste, hvad det handlede om. Og da de en uge efter befandt sig i en situation, som krævede troslydighed, så handlede de – hvor de ellers ville have holdt sig tilbage.
Var der da bare nogle flere
Birgitte og Jens er med i flere kirkesammenhænge, så det kan være svært at balancere i det hele. Men at de vil tjene i Guds rige, både i kirke og uden for kirke, det er sikkert.
– Var der da bare nogle flere danskere, der ville lukke flygtninge ind i deres familie, er Birgitte Nielsens slutkommentar efter sin spændende fortælling. Hun har mødt nogen i Midtjylland og Åbenkirke, som hun har fået kaldsfællesskab med, og det glæder hun sig meget over.
/Eva Krath
