Af Pia Dyreholt Grevsen
-Min særlige motivationsfaktor i mit arbejde med “julehjælp” er, at vi meget konkret kan hjælpe folk der trænger. Også det, at vi som forening kan skabe det store sammenhold og den dynamik der er sammen med alle de frivillige. Stemningen og processen har været afslappet og positiv. Der har været god energi og et rigtigt godt samarbejde, siger Dorthe Dyreholt som er leder for “Mission Julepakke”.
-Det har været fantastisk at mærke det store giversind der har været i år. Det virker som om at vores fantastiske sponsorer har været ekstra gavmilde, på grund af at krisen er større i år. Noget som har gjort særligt indtryk på mig i år, er folks store villighed til at give og hjælpe som frivillig. Vi havde nærmest venteliste for at blive frivillig, fortæller Dorthe Dyreholt.
Frivillige fik mange gode samtaler med julehjælpsmodtagere
Eva Krath som er en del af Åbenkirkes Skribentteam og Hanne Kirkegård som er leder for Åbenkirkes Besøgsteam, var begge frivillige på julehjælpsdagen. De talte hver især med flere familier, som kom for at modtage julehjælp.
Hanne Kirkegård fortæller:
-Camilla Petersen er 47 år, og er her sammen med sin mand og datter
De bliver 7 juleaften. Familien har før modtaget julehjælp fra Herning Care. De synes godt om stemningen og serveringen i teltet. Det at familien modtager julehjælp gør den forskel, at de kan holde jul for bl.a. Camillas far og datter.
-Jenda er 32 år, og har hendes datter med i dag
De bliver 10 juleaften .Familien har før modtaget julehjælp fra Herning Care. De kan godt lide arrangementet i teltet, og er rigtig glade for at deltage. Særligt sætter de pris på det sociale samvær, og de synes også at det er et hyggeligt initiativ med dyr i teltet.
-Børnene kommer til at opleve en større glæde i julen, fordi at vi har modtaget julehjælp, siger Jenda.
-Elin er 66 år, og har sin søn med i dag
De bliver 3 juleaften. Familien har før modtaget julehjælp fra Herning Care. De synes at det er dejligt at være i teltet, og at de føler sig velkomne her.
-Det at modtage julehjælp betyder rigtig meget, da vi ikke har mange penge at gøre med, siger Elin.
Eva Krath taler med to kvinder fra Eritrea og med en dansk kvinde fra Sinding
-Jeg sidder i det store telt og taler med to kvinder, der er flygtet fra Eritrea. De er her sammen med tre af deres børn, og det er ikke første gang de nyder godt af julehjælpen. De tre børn sidder lige nu og bliver underholdt af Henny Solskin, der tryller med sine kaniner og duer.
-Jeg taler med Senaet, og hun fortæller, at de er ortodokse kristne, der flygtede for nogle år siden og nu bor i Herning. Sammen med andre fra Eritrea holder de deres egne gudstjenester hver 2. søndag i en kirke i midtbyen. To mænd i kirken var fængslet for deres tro, inden de kom til Danmark, men nu lever de et trygt liv.
Det var igennem Jens Erik Asmussen, som er leder for Integrationscafeen og Familienetværket, at de fik kontakt til Åbenkirke. Senaet arbejder som Sosu hjælper og taler godt dansk. Men pengene har ikke rakt så langt i år, og de er meget taknemmelige for igen at kunne få hjælp til julens udgifter.
Henriette fra Sinding
-Jeg taler også med Henriette, der bor i Sinding et stykke vej fra Herning. Hun har også besøgt julehjælpen tidligere og siger, at det har betydet utroligt meget for hende og hendes børn, at de har kunnet få den hjælp. Hun er nu i et ressourceforløb og har anmodet om førtidspension. Det var igennem børnenes sagsbehandler, at hun hørte om julehjælpen. Jeg fortæller Henriette om Familienetværket, og hun udfylder et kort for at blive kontaktet om det gode tilbud, som Herning Care har for at imødekomme ressourcesvage familiers behov.
Stor tak til alle frivillige og sponsorer!
-Vi er enormt taknemmelige til vores sponsorer og frivillige, at de har gjort det muligt for os at hjælpe så mange familier! Uden dem kunne vi ikke gøre det. Så uanset om I donerede penge eller tid, så har I været med til at gøre en kæmpe forskel. SÅ STOR TAK, lyder det på vegne af teamet bag “Mission Julepakke”.