Karin og Benny Bjerregaard og deres børn var på bibelskole i New Zealand – en tid, som har formet dem for resten af livet.
Karin Bjerregaard er vokset op i en dejlig, kristen familie. I sine unge år var hun med i KFUM & K og Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse. På Blåkilde Efterskole mødte hun Benny, som hun senere blev kæreste med. Han havde baggrund i KFUM & K, men var også præget af Indre Mission. De blev gift nogle år senere.
Karin og Benny opdager Oase-bevægelsen og frikirker
– Inden jeg var på lærerseminariet, kom jeg i en folkekirke i Esbjerg, hvor en tidligere missionær, Jens Fischer-Nielsen afholdt nogle anderledes eftermiddagsgudstjenester med lovsang. Disse sange vakte noget i mig. Igennem denne kirke blev jeg bekendt med Oase-bevægelsen, der er en folkekirkelig karismatisk bevægelse med større fokus på Helligånden, forklarer Karin.
I vores klasser på seminariet var der nogle, der introducerede os for frikirker. Benny og jeg besøgte en søndag Lemvig Kristne Center, hvor vi efter mødet oplevede Else og Johs Hansens gæstfrihed og blev inviteret hjem til frokost. Det var vi meget imponerede over, ligesom vi også var meget overraskede over, at han under gudstjenesten bad om, at alle missionshuse og kirker måtte blive fyldt. Det gjorde stort indtryk på os, fortæller hun
I disse år skete der meget med Karin og Bennys åndelige udvikling. De var med til tværkirkelige lovsangsfester og begyndte at deltage på Oasebevægelsens årlige sommerstævner, hvor de fik rigtig gode oplevelser. Især nød de lovsangen, for både Karin og Benny er musikuddannede. I 2009 lyttede Karin til en tale af en leder fra en missionsorganisation, Operation Mobilisering.
Et kald til bibelskole og mission
– Mødet sluttede tidligt, og vi blev opfordret til at bede stille en stund. Mens vi bad, fik jeg pludselig den tanke, at det kunne være jeg skulle ud at rejse med en missionsorganisation. Ordet ”UMO” (Ungdom med Opgave) blev ved med at poppe op i mit hoved under bønnen. Jeg kendte næsten ikke noget til UMO, så jeg var forvirret og gik senere frem til forbøn, hvor jeg forklarede min oplevelse til en af forbederne. Til min overraskelse svarede han: ”Jeg er fra UMO”. Mon det kunne være tilfældigt.., funderede Karin, der fortalte Benny om sin oplevelse.
– Nogle af vores bedste venner skulle være missionærer for Danmission i fire år, og de blev tilbudt fuld løn under deres ophold, men på en UMO base var det 100% selvfinancieret. Det føltes overvældende at rejse ud i verden med tre små børn, og jeg kendte ikke konsekvenserne af vores valg. Men vi oplevede begge to Guds ledelse til at gå videre med planerne, og vi fandt ud af, at UMO var overalt i verden. Vi ville gerne til New Zealand. I løbet af det næste år sparede vi penge sammen. Benny var virkelig klar på at rejse, men jeg tænkte meget på alt det, der kunne gå galt. Men mine bekymringer blev til skamme, og i dag siger jeg, at det er det bedste vi har gjort. De seks måneder gav helt vildt meget på alle områder, både åndeligt og praktisk. Vi fik venner i andre lande, som vi stadig har kontakt med.
En dramatisk oplevelse styrkede troen
Noget af det, der gjorde den åndelige verden meget virkelig for Karin, var at en af de andre elever en dag manifesterede noget dæmonisk. Det var meget voldsomt og ligesom beskrevet i Bibelen. Det skete flere gange og alle på holdet bidrog med bøn og lovsang for at bakke op. Senere blev kvinden heldigvis fri. Denne oplevelse satte mange ting i perspektiv for Karin.
– Vi talte med et andet dansk par bagefter og var dybt rystede alle fire. Men fra den dag sugede jeg undervisningen til mig i endnu større grad, fortæller Karin.
Oplevelser med mening – og udfordring
Skolen var også på outreach i New Zealand i to måneder, hvor evangeliet blev forkyndt i ord og gerning. Karin og Benny oplevede, at de skønneste oplevelser har man, når man gør noget med mening i. De første 5 måneder i New Zealand var mindst lige så gode som den sidste måned, hvor de holdt ferie.
Efter en årrække i Danmark oplevede parret, at de skulle rejse ud for anden gang. Kaldet kom på et møde, hvor en prædikant sagde: ”Hvad ville du gøre, hvis der ingen begrænsninger var?” Tanken om New Zealand vendte tilbage, for dem begge på samme tidspunkt, og Karin og Benny og de nu fem år ældre børn rejste til New Zealand og Samoa, en ø i Stillehavet. Denne gang var forholdene mere primitive.
– Der var meget lidt plads, meget fremmed mad, koldt vand i bruseren, koldt vand til tøjvask (i hånden). Så i dag sætter hele familien stor pris på dansk mad og varmt vand, siger Karin med et grin.
Åbenkirke – en børnevenlig kirke
Karin og Benny begyndte at komme i Åbenkirke for en hel del år siden nu. Deres tre børn var glade for kirken, og Astrid på 14 år hjælper i børnekirken. Karin tolker ca. en gang om måneden. Benny har haft hele børne- og juniordelen og er stadig leder af Doxa. Tiden i UMO har lært Karin noget om at lytte til Gud, og hun handler mere på sine indskydelser end tidligere og kan finde på at ringe til folk og tilbyde forbøn, hvis hun føler at Gud tilskynder hende til det. Det har givet mange oplevelser.
Vigtigt at adlyde, når Gud kalder os
– Jeg har lært, at jeg skal turde handle på det, jeg føler Gud taler om, og det vil jeg opfordre andre til også at gøre. Føler du, at Gud taler til dig om bibelskole, så tøv ikke. Uanset alder vil jeg anbefale alle kristne en tid på bibelskole. Det kan være UMO/YWAM eller det kan være andre gode steder fx Acts Academy. Spørg Gud, om Hans plan for dig indeholder det gode åndelige miljø, som en bibelskole er. Det kan påvirke resten af dit liv i positiv retning, lyder opfordringen fra Karin Bjerregaard.
Interview: Eva Krath-Andersen
