Tilbage til oversigten

Legestuens leder giver stafetten videre

Henny Kristiane Jakobsen, der i 1989 var initiativtager til Kristent Centers legestue, har efter rigtig mange år som leder besluttet at stoppe og overdrager opgaven til Chrissy Kristensen

Jeg sidder med nogle gamle avisudklip fra 1989 i hænderne. Herning Folkeblad og Kristeligt Dagblad fortalte dengang om, at en legestue i Gullestrup for børn i alderen 2-6 år var startet.

Aviserne skrev bl.a.:

Lederen af den nye legestue i Gullestrup er Henny Jakobsen, som både er beboer i Gullestrup og medlem af Kristent Center. Hun fortæller, at mange af kvinderne i Kristent Center lægger vægt på at passe deres egne børn, så længe de er små. De besluttede at mødes nogle gange om ugen med deres børn, og derefter var den private legestue hurtigt en realitet. Arbejdskraften består udover mødrene selv af frivillige hjælpere. Man kan tilmelde sit barn én, to eller tre dage om ugen, og vagten går på skift mellem mødrene, hvilket betyder én vagt hver 4. uge.

Adressen er en nedlagt landbrugsejendom ved navn Overgård, beliggende i Gullestrup. Overgård bruges af spejderne og den lokale dyreklub, så der er kaniner, høns, fasaner og andre husdyr på gården, og det har legestuens børn stor glæde af. Lidt over halvdelen af de 25 børn er fra familier med tilknytning til Kristent Center, men legestuen forsøger at få kontakt til de enlige forsørgere i kvarterets boligblokke.

Livssynet bygger på de kristne værdier, men som Henny siger: ”Det er ikke mere kristent, end at vi naturligvis accepterer og gerne vil være sammen med de forældre, der ikke deler dette livssyn. Vi står heller ikke og prædiker for børnene. I stedet forsøger vi at være kristne, altså lade vores kristne tro præge vores væremåde. Ved højtiderne snakker børnene og de voksne om, hvorfor vi holder jul, påske og pinse. Sangene, der synges, er både helt almindelige børnesange og sange med kristent indhold.

Et par måneder efter skriver Kristeligt Dagblad en lignende artikel og tilføjer, at legestuen har fået et tilskud fra de sociale udviklingsmidler på 55.000 kr., fordi den er et forsøg på at gøre tingene på en ny måde.

Så langt de gamle avisartikler.

Henny tilføjer:

– Det var faktisk Lene Olesen, der gav ideen til legestuen, som dengang kom til at hedde Legestuen Solskin, og så hægtede jeg mig på, og så gjorde vi det sammen. I alt var vi 12 mødre fra kirken. Efter nogle måneder besluttede vi at invitere andre mødre med børn, og rigtig mange har benyttet sig af Legestuen gennem årene. Det har virkelig været positivt at være med til at sprede glæde og give børnene nogle gode oplevelser. Samtidig har forældrene haft mulighed for at snakke sammen, hvilket også er vigtigt. Der var stor tilslutning til Legestuen i de 8 år, vi var i Gullestrup. Jeg tror vi var oppe på 80 børn, som kom én, to eller tre gange om ugen. Da der skulle skiftes tag på bygningen, vendte vi tilbage til lokalerne i Olufsgade, hvor vi var startet, og vi havde mange gode år dér. Igennem årene har der været vekslende antal børn. Til tider var der ganske få børn, men pludselig kom der igen mange nye.

– Nu har vi så fået de allerbedste rammer her på Silkeborgvej. Forældrene er rigtig glade for, at Legestuen fortsætter, og det er jeg også glad for. Det har været virkelig dejligt at bruge en del af sit liv på noget, der har givet så god mening. Hjemmegående mødre med børn fik mulighed for at møde ligesindede, og vi har haft mange piger-i-huset, der har deltaget, og de har hygget sig med hinanden.

Brugere af Legestuen siger tak:

– En veninde fra mødregruppen fik mig med i Legestuen Solskin. Jeg regnede egentlig ikke med at skulle benytte mig af det og gjorde det måske mest for at være venlig og åbensindet – jeg endte så med at gå der i 11 år. Vi fik nemlig i den periode i alt tre børn, og da vi som forældre valgte, at jeg skulle gå hjemme og passe dem, så var det helt fantastisk at kunne komme ned til Henny til sang og sanglege, hvor Henny spillede guitar og havde et dejligt smil på læben, madpakker, kreative projekter, tryllerier med dyr og sjove fiduser, bamsehistorier, besøg hos Henny og meget mere. Det var i alle disse år et fristed for børn i alle aldre, såvel som for forældrene. Børn legede sammen, og blev det for meget, kunne de altid trække sig tilbage for en stund til et trygt kram, før de løb afsted igen. Henny har altid været en stabil søjle, som mødte op hver eneste gang med glæde, ideer og en ukuelig vilje til, at vi skulle hygge os. Hun bliver meget svær at erstatte, og jeg er glad og taknemmelig for, at hun var der i alle disse år. Jeg har fået tre dejlige, glade, velfungerende piger, og var det ikke for Legestuen og Henny, så ville det have været sværere at forsvare at gå hjemme med sine børn, på trods af, at vi havde en struktureret dag med aktiviteter, udflugter og mødtes med ligesindede fra Legestuen. Legestuen gav masser af børn hygge og tryghed og pædagogisk lederskab. Og så havde vi selvfølgelig også Gerda og Ingrid, som altid hyggede om os med kaffe og hjalp til i sjove projekter, såsom pebernødde-bagning, håndtryk på viskestykker og meget, meget mere. Tusind tak for nogle helt fantastiske år. Og alt det bedste til Henny, som i den grad har fortjent sit otium! Men lur mig, om hun ikke snart får sig hvirvlet ind i noget nyt med børn, som den ildsjæl og barneven, hun er, der forsvarer børnenes ret til at være børn i kraft af det flotte arbejde, hun har lavet. Jeg tror ikke, hun kan lade være Knus fra Clara, Anna, Freya, mor Tina og far Thomas

Hej Henny. Vi ønsker dig rigtig god vind fremover, men vi vil savne dig Jeg kan da fortælle, at Legestuen Solskin er en god grund til, at jeg har kunnet gå hjemme med mine to yngste børn og nummer 2 i rækken af børnebørn. Vi har brug for et sted, hvor vi kan tage hen og socialisere os med andre, børn som voksne. Og vi nyder at komme afsted På et tidspunkt var vi nogle stykker, der begyndte at komme i 4 legestuer i løbet af ugen. Det har givet et godt sammenhold. Nok er det 4 forskellige legestuer, men vi er sammen, og det er fedt. Jeg håber at Legestuen i Åbenkirke starter op igen her efter sommerferien. Jens og Bedste er i hvert fald klar Kh Marianne

Ny leder er Chrissy Kristensen

Henny fortæller, at den nye leder af Legestuen pr. 1. august er Chrissy Kristensen.

ÅBENKIRKE SIGER VARMT TAK TIL HENNY FOR MANGE ÅRS TROFAST TJENESTE. OG ET STORT VELKOMMEN TIL CHRISSY. MÅ GUD VELSIGNE JER BEGGE!

Eva Krath-Andersen

Mere fra bloggen