Inge Larsen har været gift med Jens Peter Larsen, som i mange år var forstander i Kristent Center, Herning. Mange mennesker kom ind i kirkefællesskabet under Jens Peters visionære lederskab. Et af tiltagene var et bofælleskab, hvorigennem mange fik hjælp og omsorg.
Inge Larsen fortæller engageret med smil og et varmt blik i øjnene. Der er ingen tvivl om, at både slægten og kirken har hendes store interesse og kærlighed. Og det er spændende at høre om familiemedlemmer, der rejste til Kina og USA – men også om andre, der forblev på egnen og gjorde en forskel med sit liv dér.
Inge voksede op i et kærligt, gæstfrit hjem som den ældste af seks søskende i Esbjerg. Hendes forældre var engageret i Apostolsk Kirke, der forsøgte at få esbjergenserne i tale ved at holde kampagner og teltmøder, til dels ved hjælp af unge fra YFC, der kom til Danmark fra forskellige lande.
En ung mand med et kald
En ung sjællænder ved navn Jens Peter, der var elev på Den apostolske kirkes Højskole i Kolding, kom som praktikant til Esbjerg. Hans opgave var at styrke ungdomsarbejdet, hvor også Inge var aktiv. Efter to år fik de to unge særligt øje på hinanden, og igen efter to år blev de gift. Jens Peter havde en passion for bøger. Hans videbegærlighed var større end de flestes, og han lånte bøger i hundredvis fra det lokale bibliotek, så han tilegnede sig en viden inden for mange områder. Hans passion for Gud, for kirken og for mennesker var dog større end alt andet, og Jens Peter valgte at tage en uddannelse som diakon.
Inge og Jens Peter bliver midtjyder
Inge og Jens Peter flyttede til Herning og blev forstanderpar for Apostolsk Kirke i Grønngade. Og det store hjerte for det enkelte menneske, der kendetegnede både Inge og Jens Peter, gjorde dem kendt og elsket af mange midtjyder igennem de 17 år, hvor de var ledere af kirken. Men Jens Peters kærlighed til bøger, og især kristne bøger, var også årsag til, at Pionerforlaget en dag pludselig var en realitet, og flere kristne bestsellere, bl.a. Korset og Springkniven, blev trykt under Jens Peters ledelse. En butik i Østergade, Kristent Bogcenter, blev det også til. Og endnu senere var Mediehuset en realitet, der også udgav og trykkede kristent materiale. Der var mange visioner, og Gud var med og velsignede, så hele landet fik inspiration af de bøger og de tiltag, der udgik fra Herning.
Guds omsorg
Men lønnen som ung forstander/præst var ikke særlig høj, og Inge fortæller flere vidnesbyrd om, hvordan Gud havde omsorg for familiens praktiske behov. Der var bønnesvar, både når det kneb med mad, tøj og andre fornødenheder. En dag sagde en mand: ”Jeg har fået det sådan, at jeg skal betale din bilregning, har du en bilregning?” Ja, det havde Jens Peter da, lige på det tidspunkt. Folk var gavmilde og forærede familien det ene og det andet, og familien oplevede i det hele taget Guds omsorg igennem mange forskellige omstændigheder.
Huset i Sjællandsgade
Inge og Jens Peters hjerte for mennesker udmøntede sig i, at de tog initiativ til et bofællesskab i byen.
Inge har fundet en artikel frem, som hun tidligere har skrevet, og den fik vi lyst til at gengive her:
ERFARINGER FRA ET LEVEFÆLLESKAB
I perioden 1976 til 1986 boede min familie, et ægtepar og syv andre personer sammen. Tanken om et bofællesskab opstod, da vi gennem gademission mødte mennesker, som for en overgang havde brug for hjælp og omsorg. På den tid stod der nogle villaer tomme, som kommunen i Herning havde opkøbt til vejudvidelse. En af dem fik vi stillet til rådighed, indtil den skulle rives ned. Det blev et midlertidigt mødested for unge i hverdagen.
Senere fik vi kontakt med bestyrelsesformanden for et spædbørnehjem, der skulle nedlægges. Han kontaktede os som de første, om vi var interesserede i at købe huset. Det var vi. Vi havde oplevet, hvor meget fællesskabet betød, når vi skulle hjælpe mennesker, og da vi ikke længere kunne blive i den første villa, købte vi det andet hus meget billigt. Tilbuddet kom som svar på bøn, og senere hørte vi, at der var andre interesserede, som ville have givet mere for huset.
Min mand og jeg havde et ønske om at leve i et kristent fællesskab i hverdagen, hvor Guds omsorg, kærlighed og hjælp kom til udtryk. Vi vidste, vi ikke kunne klare det alene, derfor var det vigtigt for os at finde et andet ægtepar, som vi kunne dele opgaverne med. Vi havde jo også tre børn, som vi ikke måtte glemme. Det andet ægtepar blev vores venner, som netop var kommet hjem fra Grønland som missionærer.
I ”Huset” – det blev navnet – var et stort spisekøkken, hvor vi ca. 14 personer hver dag spiste middag kl. 18, som vi skiftedes til at lave. Dem, der ikke var så glade ved at lave mad, vaskede op. Kl. ca. 12 var der frokost for dem, som ikke var i skole eller på arbejde. Morgenmaden spiste vi hver for sig, fx os som familie – og hvis vi havde vores familie på besøg. ”Huset” havde også en stor fællesstue, hvor vi havde mange samlinger. Fredag aften var tit en festaften, hvor alle hyggede sig og havde det sjovt. Der kom også andre end dem, der boede i huset. Vi havde fælles husholdningspung. Hvad det kostede at have ”Huset”, husleje osv., deltes vi om, så det var ikke nogen udgift for kirken. Vedrørende vedligeholdelse og rengøring havde vi hver især et område, som vi havde ansvar for.
De personer, som vi kom til at bo sammen med, havde mange forskellige problemer og baggrunde. Det var unge, for hvem livet havde været hårdt, og som satte deres lid til, at troen på Jesus kunne hjælpe dem. Af eksempler kan jeg nævne nogle, som var udskrevet fra psykiatriske hospitaler og bare trængte til et hjem og trygge rammer. Det samme gjaldt for tidligere narkomaner og andre, som var gået i stå og var ensomme. Det var dejligt at se, hvordan nogle kom på højkant og var til hjælp for de andre. Et værelse blev brugt til gæsteværelse, hvis en person have akut brug for et mindre ophold ca. 1-2 uger til sjælesorg. Det kunne være pga. konflikter indbyrdes i familien eller bare nogle, som var kørt træt i hverdagen.
Menigheden havde stor betydning for fællesskabet. Alle, som boede i ”Huset” var naturligt en del af menigheden og deltog i alle aktiviteter, der foregik i kirken og omvendt. På den måde blev vi en stor familie, hvor dem, der var blevet hjulpet, hjalp dem, der var på vej. Det er en speciel glæde for mig i dag at møde nogle af dem, jeg engang har boet sammen med og se, at de er kommet videre i livet. Det er næsten, som de er blevet et af mine børn.
Hvad angår vore egne børn, ved jeg, at de var glade ved tiden, vi havde i ”Huset”, og i dag kan jeg se, at det er naturligt for dem at tænke på andre. Tiden i ”Huset” vil altid stå for mig som en lykkelig tid med mange spændende oplevelser, og hvor vi på en særlig måde oplevede Guds hjælp og velsignelse.
Inge Larsen blev enke efter Jens Peter Larsen i en alt for tidlig alder, og efter 31 år i Kolding, København og Aarhus er hun igen vendt hjem til Herning.
Interview: Eva Krath-Andersen
