Tilbage til oversigten

Små fødder, store aftryk – Daniela Mezei elsker børn og er med i Børnekirkens vigtige arbejde

daniela-mezei-og-hendes-familie

Daniela og Andrei Mezei har boet i Danmark i 15 år og har i mange år været en del af Åbenkirke/Kristent Center. Daniela er en trofast medarbejder i Børnekirken hver 3. søndag, og til daglig arbejder hun med personalerekruttering i et privat firma.

Positivt møde med Danmark

– Andrei og jeg kom første gang fra Rumænien til Danmark i 1998, hvor vi gik et år på Højskolen i Kolding. Der lærte vi Gud at kende på en skønnere måde, end vi havde kendt ham i Rumænien. Da Rumænien blev en del af EU i 2006 ville vi gerne tilbage for at arbejde her. Nu er der gået 15 år, og vi er her stadig. Vi er glade for at være i et land uden så mange regler, som vi var vant til – og begge vore børn er født her, indleder Daniela.

Børnene udeblev

– Vi havde ellers svært ved at få børn og ventede på dem i ti år. Jeg fik en fertilitetsbehandling, men det hjalp ikke noget, og der skulle gå nogle måneder inden næste behandling. Til alles overraskelse blev jeg gravid i denne periode. Lægen forstod ingenting, det burde ikke kunne lade sig gøre. Vi blev klar over, at Gud havde grebet ind. Jeg huskede stadig et profetisk ord, vi havde fået af Peter Prothero på højskolen. Han sagde, at han så mange børn følge efter os. Jeg tog det som et løfte om, at vi ville få børn, fortæller Daniela.

Børnekirken søger medarbejdere

Men det profetiske ord har også haft betydning for, at Daniela har valgt at engagere sig i Børnekirken, for hun tror på, at små fødder kommer til at sætte store aftryk. Hun hjælper med den kreative del, med forfriskninger og træder til, hvis nogen er ked af det, skal på toilettet, m.m. – Vores datter på 11 år er blevet medhjælper sammen med mig, og hun elsker det. Hun er med i dukketeatret og med sang og fagter. I Børnekirken er det ingen hindring, hvis ikke man taler så godt dansk. Vi har brug for flere medarbejdere, så hvis man er ny i Danmark er man meget velkommen til at være med. Min første opgave var på Velkomst-teamet. Det er også et sted, hvor man kan begynde at tjene med, og det er godt for os der synes, at vi har en sprogbarriere, lyder Danielas opfordring.

Guds hjælp i huskøb

Daniela og Andrei boede til leje de første år i Danmark. De ville gerne købe et hus, og de bad til Gud for et bestemt hus, som de gerne ville have. Prisen blev ved med at være for høj, så de fortsatte med at bede.

– En dag var prisen på huset faldet. Vi talte med vores bank, som tidligere havde forlangt 25% kontantbetaling. Nu var de gået ned på kun 5%, og pludselig havde vi råd til at købe. Nu bor vi i Videbæk i dette dejlige hus sammen med vores to skønne børn. Vi takker Gud, fordi han hørte vores bøn igen, siger Daniela med et smil.

Arbejde i HR-afdeling

– Til daglig arbejder jeg med rekruttering af medarbejdere i et privat firma i Skjern. Det er primært folk fra Rumænien, Spanien, Italien, Ungarn, Bulgarien og andre EU-lande, der bliver ansat. Der er brug for arbejdskraften, så vi forsøger at få de bedste folk ind i firmaet, slutter Daniela Mezei.

Interview: Eva Krath-Andersen

Mere fra bloggen