Maria Østergård var ved at drukne i mørke og tunge tanker. I dag er hendes stærke opfordring til mennesker, der kæmper med depressive tanker: ”Søg efter glæden i dit liv!”
Maria Østergård er opvokset i Videbæk som den ældste i en søskendeflok. Familien tilhørte Luthersk Mission, og omgivelserne var trygge og lagt i faste rammer.
– Det var et meget homogent miljø. Vi lignede hinanden, gjorde det samme, sang de samme sange og gik på de samme skoler, siger Maria med et grin. Og hun fortsætter:
Væk fra det vante
– Efter 10. klasse følte jeg, at jeg havde brug for at komme ud af den boble, jeg var vokset op i. Jeg rejste til Sønderjylland for at arbejde på Hoptrup Højskole, i køkkenet. Her opdagede jeg, at man kan være kristen på andre måder – på en mere glad måde. Der var liv og glade dage, og lærerne var gode til at favne elever med ar på sjælen, som der var en hel del af. Den tid lærte mig mange ting, og jeg brugte mange timer sammen med eleverne, fortæller hun.
Ned i dalen
Efter et godt og givende år rejste Maria tilbage til hjemegnen for at tage en HF.
– Jeg trivedes ikke i studiet, og jeg forstod ikke mig selv og alle de tunge tanker, jeg havde i de år. Faktisk var jeg på vej ned i en depression og fik professionel hjælp. Efter endt eksamen valgte jeg at tage på Luthersk Missions Højskole i Hillerød med forventningen om, at hele mit liv skulle få et U-turn. Men sådan gik det ikke. I stedet oplevede jeg en masse selvfordømmelse og følte aldrig, at jeg var god nok. Der var meget fokus på, at Gud opdrager os gennem lidelse. Jeg turde ikke fortælle, hvor skidt jeg havde det, for jeg var rigtig bange for at være syg og troede egentlig, det var Guds straf over mit liv. Med tungt og brudt hjerte rejste jeg tilbage til Jylland, fortæller Maria.
For meget rugbrød
I dag tænker hun, at man skal være virkelig rodfæstet åndeligt for at kunne få gavn af den undervisning der fandt sted. Der var rigtig meget ’rugbrød’ (’fast føde’ jf. Paulus i 1. Kor. 3,2), og hun havde bare brug for mælk! Og siden har hun tænkt, at det nok havde været bedre for hende at være på et sted, hvor hun kunne bruge sin krop eller være kreativ.
Den manglende brik
Hun blev nu vikar på et plejehjem i Struer, og den første friaften satte hun sine ben i Indre Missions Ungdom. Her underviste en ung mand ved navn Peter Østergård. Han talte om den fortabte søn i Bibelen og Guds kærlighed til denne søn. Maria blev ramt på den gode måde, og hun faldt i snak med Peter om budskabet.
– I tiden derefter snakkede vi mere, og vi blev kærester. Sammen med Peter kom der en masse lys og glæde ind i mit liv, og jeg fik hjælp til at håndtere det, jeg havde haft så svært ved. Fra nu af oplevede jeg Guds kærlighed på en måde, som jeg aldrig havde oplevet før, husker Maria.
Travle år i København
De to unge blev gift og flyttede til Sjælland, hvor Peter havde sine rødder. Maria kom på Diakonisseskolen og blev både sygeplejerske og sundhedsplejerske. I løbet af årene blev børnene Christoffer og Cecilie født.
– Vi kom i en stor folkekirke med gode præster og mange mennesker. Jeg sang i kor, i lovsangsgruppe, var i børnekirke, under uddannelse og havde små børn. Det blev for meget, og jeg fravalgte lovsangsgruppen, hvilket jeg senere fortrød. For det er netop i lovsangen jeg altid har oplevet Gud stærkest og hentet kraft.
– Der var stor udskiftning af folk i kirken, og det påvirkede os, at flere gode venner flyttede fra byen. Efter nogle år havde vi brug for noget andet end de mange forventninger til vores indsats og den forudsigelige gudstjenesteform. I 2012 besluttede vi at rejse tilbage til Jylland, og vi solgte vores ladcykel for præcis det beløb, som vi skulle betale flyttemanden – for os en bekræftelse på, at vi var på rette vej, siger Maria og fortsætter:
Herning og kirkelivet
– De første år i Jylland kom vi i en valgmenighed i Herning, og her vendte jeg tilbage til lovsangen som min tjeneste. I vores sommerferier deltog vi trofast som forbedere på SommerOase. På de stævner lærte vi meget om den karismatiske dimension og om Helligåndens virke. Vi begyndte at tale i tunger og oplevede Gud i større grad, særligt i form af helbredelse ind i vore egne liv. Vi begyndte også at ændre vores holdning til dåben. Disse og flere ting gjorde, at vi mere og mere så os selv som frikirkefolk. Og da vores yngste begyndte at blive glad for Rock Solid her i Åbenkirke, og vores ældste kom på efterskolen Kildevæld, begyndte det at ligne noget, vi kunne se os selv i som familie. Vi sætter pris på den glade kristendom og den rummelighed, der er her i kirken.
Giv slip på det svære, søg glæden.
Maria har efterfølgende bearbejdet sorgen, som fyldte så meget i nogle af de unge år.
– Man skal ikke dyrke sorg og lidelse, men give slip på det svære. Læg det over til Gud og søg glæden i stedet for, lyder hendes klare opfordring.
Hun spiller i dag både klaver og orgel i folkekirken, hvor hun er ansat som kirkemusiker og har et par andre musikjobs også.
– Jeg har oplevet, at Gud kan hele vores sjæl gennem lovsang. Det er et meget konkret udtryk for at sætte ham på førstepladsen, og han har lovet os alt, når vi gør det. På den måde er livet lidt mere enkelt, slutter Maria Østergård.
Interview: Eva Krath-Andersen
