Familienetværket fejrer jubilæum

Af Brian Duus Nørgaard
Familienetværket i Herning markerer i år sit 10-års jubilæum. Netværket er en del af foreningen Herning Care.
Hver onsdag eftermiddag byder Familienetværket indenfor i Glashuset på Silkeborgvej 88 – lokaler, som Åbenkirke Herning stiller gratis til rådighed.
Her mødes omkring 60 voksne og børn sammen med 20 frivillige til kaffe, hjemmebagt kage, konkurrencer og brætspil.
Samværet afsluttes altid med fællesspisning, og indimellem også med foredrag. Borgmester Dorte West, en familieterapeut og en tryllekunstner har blandt andet været på besøg.
Netværket har desuden arrangeret udflugter til København og Givskud Zoo med overnatning.
Fællesskab og oplevelser
Formand for Herning Care, Jan Jakobsen, understreger, at hele arbejdet handler om at skabe situationer, der bygger relationer.
-I Familienetværket tilbyder vi fællesskab og gode oplevelser til mennesker, der kan føle sig sårbare. De kan have været udsat for svigt i deres liv. Måske har de været i et misbrug. Eller været gennem en barsk skilsmisse. Og mennesker, der er flygtet fra en krig, fortæller Jan Jakobsen.
Netværket som drivhus
Også social angst er noget, de møder i netværket, forklare Henny Kristiane Jakobsen, projektleder i Familienetværket. I starten kan nogle deltagere blive stående i døren, fordi de ikke tør gå ind i lokalet.
-De kan sidde med en frivillig, som kan lytte. Det er, som om angsten aftager. For efter noget tid ser vi personen rundt om et bord med de andre, siger hun.
Jan Jakobsen sammenligner Familienetværket med et drivhus – et sted, hvor mennesker oplever varme i fællesskabet, indtil de på et tidspunkt springer ud som blomster.
Omsorg serveret
En af brugerne, Bente Petersen, har været med fra begyndelsen. Hun fortæller, at både børn, børnebørn og hun selv altid har været glade for at komme i fællesskabet, hvor hun også har fået flere nære venner.
Når hun deltager, nøjes hun dog ikke med kaffe og hygge. Med sin baggrund som ernæringsassistent har hun i otte år lavet mad til alle de andre en gang om måneden.
-Jeg ønsker at give noget ind i fællesskabet. Med dejlig mad kan jeg vise omsorg og sørge for, at de andre har det godt. Det giver stor mening for mig at kunne hjælpe på denne måde, pointerer hun.
Glæde ved se andre lykkes
Henny Kristiane Jakobsen oplever det som meningsfuldt at se, hvordan mennesker trives og udvikler sig i samværet. Hun glæder sig især over at møde de mange, der trofast vender tilbage uge efter uge.
For Jan Jakobsen er det at hjælpe mennesker i sårbare situationer selve drivkraften i arbejdet med Herning Care.
-Jeg elsker at være med til at spille folk gode. At se, at de lykkes, slutter Jan Jakobsen
Brugerne vil fejre
Jubilæet fejres den 3. oktober kl. 14.00-18.00 i Åbenkirkes café. Her venter timer med kaffe og kage, konkurrencer, taler og et tilbageblik på de 10 år. Initiativet til fejringen kommer fra brugerne selv.
Mange tilbud i Herning Care
Ud over Familienetværket driver Herning Care et cafénetværk for voksne og biografeftermiddage for hele familien. En sorggruppe, besøgstjeneste og rådgivning til migrantarbejdere og asylansøgere er også en del af arbejdet.
Desuden uddeler Herning Care julehjælp til mere end 500 familier.
