Blog
Margarida og Benny oplevede en plan med, at de blev ført sammen

Margarida og Benny oplevede en plan med, at de blev ført sammen

February 13, 2026

Et ægteskab på tværs af lande og kultur kræver ofte lidt ekstra arbejde. Margarida og Benny er fra forskellige kulturer. Her fortæller de deres historie om, hvordan de oplevede, at Gud førte dem sammen.  

Margarida er oprindelig fra Brasilien, men flyttede senere til Europa. Mens hun boede i Spanien, fik hun en personlig og stærk tro på Jesus, så det forandrede mange ting for hende. Hun følte dog ikke, at hendes fremtid lå i Spanien – derimod i Danmark. Så efter nogle år flyttede hun nordpå. I Esbjerg fandt hun en kirke, hvor man talte hendes sprog. Hendes håb var også at finde en kristen mand, der kunne være en god far for hendes tre børn. Hun havde været alenemor i 13 år og vidste, at Guds ledelse var alpha og omega i den sag.

Benny banker på
I Holstebro boede Benny. Han var ikke kristen, havde altid været single og kunne godt lide en bajer i ny og næ. En af hans venner fortalte, at der var en sød kvinde i Esbjerg, så der måtte han hen. Margarida mødte den smilende Benny, som valgte at komme i hendes kirke søndag efter søndag for at møde hende og hendes tro. Han fik prædikerne tolket til dansk. Efterhånden kom han til tro på Jesus, og han besluttede også at blive døbt.

Tingene så lovende ud, Benny var blevet en kristen, og han var en rigtig rar mand. Men Margarida syntes alligevel ikke, at han levede helt op til de ønsker, hun havde fremlagt for Gud. For han drak stadig de ugentlige øller sammen med sine venner, og det brød hun sig ikke om. Så hun holdt op med at kommunikere.En dag hørte Benny en stemme, der ud af det blå sagde: ”Margarida er en god kvinde for dig”. Han følte, at der stod en person ved siden af ham, men så ingenting. Samtidig følte Margarida, at hun skulle tage kontakt til Benny igen. Han lovede, at han aldrig igen ville røre alkohol, og det løfte har han holdt.  

Nu så det virkelig ud til, at det var Gud, der ønskede de to sammen. Så de blev kærester og gift d. 10.10.2020. Margarida flyttede til Holstebro, hvor Benny boede i et 3-etagers hus, der var yderst velegnet til en familie med børn – en drøm for Margarida. Gud havde sørget for det hele..

Margarida undrer sig dog stadig over, at Gud valgte at give hende en mand, der ikke var vant til at gå i kirke. ”Men det har været den lange ventetid værd. Benny er en gave til mig!” siger hun med et stort smil. Og Benny supplerer: ”Vores baggrund er forskellig med forskellig kultur, men vi respekterer hinanden.”

Fandt Åbenkirke på nettet
Næste skridt i forholdet var at finde en god lokal kirke at komme i. De søgte på internettet. Åbenkirke dukkede op, og det så spændende ud. De kom forbi en dag og mødte så mange søde og varme mennesker, at de straks følte sig hjemme. Efter den første gudstjeneste i 2023 besøgte de Malene og Andreas. Efterfølgende er de blevet medlemmer og kommer næsten hver søndag, gerne også onsdag til Familienetværket for Margaridas vedkommende. ”Hvis ikke vi er her om søndagen, mangler der noget!” siger de begge. De er også hver måned med i en netværksgruppe. Gruppen er blevet deres lille familie og en vigtig del af deres liv.

”Gud har velsignet os, og vi er meget glade og har fået mange venner,” siger Margarida Raposo - der også er blevet helbredt i sin ryg og har oplevet at få profetiske ord om noget af det, hun efterfølgende kom til at opleve i Danmark.

Eva Krath-Andersen

eka@aabenkirke.dk