Blog
Step In – en indgang til fællesskab og tro

Step In – en indgang til fællesskab og tro

May 29, 2026

Af Pia Dyreholt Grevsen

Et sted med plads til tro, relationer og ærlige samtaler
Vi er Connie og Kim, og vi bor på landet mellem Brande og Uhre. De sidste tre år har vi været en del af Åbenkirke. Den første tid gik med at finde os tilrette og lære mennesker at kende.
Vi overvejede at blive en del af en netværksgruppe, men fik aldrig rigtig taget skridtet – måske fordi vi havde en fornemmelse af, at der var noget andet, vi skulle.

– Det har altid ligget os meget på hjerte, at nye i kirken skal føle sig set og taget godt imod. Derfor blev vi en del af gæsteloungen. Her mødte vi ofte mennesker, der kom i Åbenkirke for første gang – og mennesker som os selv, der stadig følte sig lidt nye. Ud af det voksede en Guds inspireret idé: Step In.

Visionen var at skabe et sted, hvor man uforpligtende kunne komme og møde andre. Ikke endnu en netværksgruppe, men et åbent fællesskab i en afslappet og uformel ramme, hvor vi deler liv og taler om tro, fortæller Connie Schmidt Pedersen

Et sted at lære andre at kende
-
Vi samlede et lille team, der ville stå for det sammen med os, og i november 2025 startede Step In. Nu, et halvt år senere, har tilbuddet udviklet sig. Det er stadig et sted for nye i kirken – men også for alle, der bare har lyst til at lære flere mennesker at kende.

-Typisk kommer der 2–5 deltagere ud over gruppelederne, og drømmen er, at vi som kirke lykkes med at inkludere mennesker i fællesskabet og gør det let at skabe relationer.
Ofte kommer deltagerne 3–5 gange, mens andre bliver hængende længere. Samtalekort hjælper ofte med at sætte gang i gode og ærlige snakke.

– Gennem kortene kommer vi vidt omkring. Vi kan for eksempel tale om et ferieminde, dele livserfaringer eller sætte ord på tro og håb. Samtalerne bevæger sig i mange retninger, og vi får delt både stort og småt – om tro og om livet generelt, fortæller Connie.

Jakobs vej ind i Åbenkirke

Jakob Hummelmose Sønderby  er 49 år, far til tre piger og arbejder til daglig i en ledende stilling inden for økonomi. Kirken har altid fyldt meget i hans liv. "Gennem mange år har han været en del af Folkekirkens arbejde gennem Indre Mission og engageret sig i forskellige udvalg, bestyrelser og klubarbejde.“Noget som jeg særligt holder meget af, er at opholde mig i naturen. Bl.a. fordi jeg her møder Guds storhed – men også fordi "det giver mig en god ro", siger Jakob.

Det var egentlig Jakobs døtre, der først trak ham mod Åbenkirke. De deltog aktivt i kirkeligt arbejde, og gennem deres fortællinger voksede hans egen nysgerrighed.
Han begyndte at komme til gudstjenesterne om søndagen, men sidste år ændrede livet sig markant. Efter 24 års ægteskab gik han gennem en skilsmisse, og i den periode blev Åbenkirke hans faste kirkelige hjem.

"Jeg havde brug for relationer"
-Jeg mener, det er vigtigt at have medvandrere i troen på Jesus – både for at tale om troen og få inspiration til hverdagslivet med Jesus, men også for at have nogen tæt nok på til at bekymre sig om min tro, fortæller Jakob.
Det blev begyndelsen på et større fokus på relationer i kirken. Jakob begyndte derfor at deltage i flere aktiviteter ud over søndagens gudstjenester.

Hvorfor Step In blev det rigtige sted
Da tilbuddet om Step In begyndte, oplevede Jakob hurtigt, at det passede godt til hans situation.
Selvom gruppen ofte består af nye deltagere fra gang til gang, lykkes det ifølge ham hver gang at få gode samtaler om både livet og troen.
“På den måde får jeg dækket en del af mit behov for medvandrere og for at tale om Jesus som en del af mit liv". "Men jeg får også dækket behovet for at have nogen tæt på.”

Jakob fremhæver især gruppeledernes betydning
-Lederne skaber kontinuitet og er gode til at se den enkelte deltager. De er dygtige og klar til at skabe samtaler om alle de emner, som du kunne have brug for, fortæller Jakob. Step In har ført til relationer, som Jakob har holdt fast i – også efter at nogle er stoppet i gruppen.
For Jakob er Step In blevet et sted med plads til gode samtaler og relationer, som kommer tættere på, end det ofte er muligt gennem deltagelse i gudstjenester alene.

Step In er stadig relevant for Jakob
-Jeg har også fået en invitation til at deltage i en fast netværksgruppe i kirken, og jeg forestiller mig, at jeg på et tidspunkt bliver klar til næste skridt – men det er ikke lige nu.
“Jeg er endnu ikke landet helt i mit nye liv efter min skilsmisse og føler mig derfor ikke klar til at engagere mig i en netværksgruppe. "For mig bliver Step In derfor relevant i noget tid endnu.”

Et tilbud til flere end man tror
Jakob mener, at Step In kan være relevant for mange forskellige mennesker.
For nogle kan det være et godt sted at begynde, hvis man er ny i troen eller stadig undersøger, hvem Jesus er.
Jakob understreger at tilbuddet ikke kun er for nye kristne.
-Det kan også være for mennesker, som står mellem to netværksgrupper, er nye i kirken eller i en periode har brug for mere fællesskab og støtte, end deres nuværende situation giver plads til.
Og han håber, at flere får øjnene op for muligheden:
“Jeg håber, at flere ser, at Step In er relevant.”

Praktisk information
Alle er velkomne – og der er ingen tilmelding. Kom som du er. Step In mødes hver mandag i den bagerste del af Åbenkirkes café fra kl. 19.00 - 20.30

(Vi holder dog lukket på helligdage og i ferier)


Vi håber at se dig til Step In.

Pia Dyreholt Grevsen

pia@aabenkirke.dk