Blog
Herning Cares juleuddeling 2025

Herning Cares juleuddeling 2025

December 11, 2025

Af Maria Zorba Nielsen

Efter mange måneders forberedelse blev det endelig tid til årets Mission Julepakke: 

  • Dagen, som vi alle sammen har set frem til siden sidste års Mission Julepakke. 
  • Dagen hvor vi får lov til at glæde 500 familier med fyldte julekasser og et gavekort.
  • Dagen hvor ca. 450 børn op til 12 år får en gave. 
  • Dagen hvor ca. 1.400 mennesker lagde vejen forbi kirkens bygninger. 
  • Dagen hvor ca. 150 forskellige frivillige i dagene op til og på selve dagen gav af deres tid, evner og talenter

Mission Julepakke bygget på varme hjerter og frivillige hænder

Arbejdsgruppen bag Mission Julepakke består af 6 ildsjæle, hvis hjerter banker for de mest udsatte familier samt de familier, som ”bare” har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen i Herning og omegn. 

De virkelig helte i forbindelse med dette projekt, og som er årsag til at det på ingen måde ville kunne stables på benene, hvis ikke det var for dem, er dog de mange volontører, som lægger liv og sjæl i det. Ikke kun på selve dagen, men også i dagene, der leder op til den, ligger der rigtig mange usete timer bag scenen for at få store og små detaljer til at gå op i en højere enhed. Mange volontører går igen, dvs. de melder sig under fanen flere steder i processen og mange år efter år – faktisk er det for mange en juletradition på lige fod med andre juletraditioner - men lige så mange kommer som helt nye eller er ”bare” med én gang.

Derudover er vi så privilegerede med en fantastisk flok sponsorer og samarbejdspartnere, som også er uvurderlige i forhold til at få økonomien til at hænge sammen!

”Jeg synes, at det er så fedt, at der er så mange, der arbejder sammen på en dag som i dag, både fra Åbenkirke, men også frivillige andetsteds fra. Det samme gør sig iøvrigt gældende på pakkedagen.” (Jens G.)

En flot dag med mange gæster og en meget flot indsats af de involverede i showet. "Skønt med så mange gengangere på alle shows, det gør det lettere for mig.”  (Dorthe L.)

”Jeg føler en stor taknemlighed overfor frivillige og firmaer, der har bidraget. Vi fik samlet en god kasse med et pænt sortiment af forskellige varer, fordi der var nogen, som var villige til at give penge og naturalier. Derudover alle frivillige, der brugte tid og kræfter på at alle fik en god oplevelse. … "Det fylder mig med ydmyghed og taknemmelighed." (Bo S.)

”Det var en fornøjelse igen at være med til at tjene denne dag". … "Vi glæder os til at være med igen næste år” (Mette K.)

”Jeg bliver simpelthen så rørt, når jeg tænker på alle dem – både folk fra Åbenkirke og folk udefra - der har ofret deres tid og resurser på at få denne dag til at spille. Selv oprydningen bagefter - ofte betragtet som den kedelige del af sådan en dag - hvor der ikke decideret er sat nogen på, men der bare er blevet appelleret til at folk bliver og hjælper, fortsætter en stor flok ufortrødent, så bygningerne i løbet af 1½ times tid ikke bærer det mindste præg af dagens aktiviteter. Må vi aldrig tage dette for givet!” (Maria Z.)

Alt dette arbejde, de mange timer lagt i, økonomien søgt om og brugt, de lange nætter, brainstorming etc. - alt sammen med det ene for øje, nemlig de 

Glade og taknemmelige julehjælpsmodtagere

”(Juleshowet) gør børnene i godt humør, og maden er lækker. Børnene er glade for at modtage gaver. Vi er fra Ukraine, min mand er eneforsørger, og jeg er husmor. "Jeg kan nu brødføde min familie med dagligvarer, en dyb tak til jer!” (Ukrainsk kvinde, som var til stede med sin mand og 3 børn)

Gitte, en af vores medarbejdere, modtager et knus fra en ukrainsk kvinde, der siger ”tak juleshow!” 😊

”Flere kom og sagde tak for en fantastisk oplevelse og et flot show. " Og en mor var ked af, at hendes søn ikke var med, når det nu var så flot et show.” (Mette K.)

Vi glæder os over år efter år at få lov til at være med til at gøre julen bare lige lidt mere overskuelig for dem, der har behov for det, og vi tager det aldrig for givet, at vi er i en position, hvor dette kan lade sig gøre!

Med disse ord er årets Mission Julepakke slut for denne gang. En kæmpe stor tak skal lyde til både de frivillige og alle vores sponsorer - uden jer alle ville der ikke være nogen Mission Julepakke! 

Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde i 2026, men indtil da ønskes I alle en rigtig glædelig jul og godt nytår!

Gæsteskribent