NextSteps - start året med nye gode vaner

Af Pia Dyreholt Grevsen
Et nyt år er startet, og du er inviteret med på rejsen til at lære Gud endnu bedre at kende sammen med andre.
-Vi vil inspirere mennesker til at opleve Gud og efterligne Jesus. For at efterligne Jesus har vi brug for en proces af discipelskab så vi kan vokse i troen. Det gør vi i fællesskab sammen med andre, siger Simon Jørgensen, som er præst i Åbenkirke.
I Åbenkirke finder du finder tre muligheder for at træde ind i NextSteps.
1) Safar er et én-til-én bibelforløb via en app.
2) I netværksgrupperne mødes man i små grupper og deler liv, tro og erfaringer med hinanden.
3) Step In er Åbenkirkes velkomstgruppe for nye eller for dig der bare er nysgerrig og som gerne vil prøve at være en del af en "Netværksgruppe".
Safar er ikke kun for nye i "troen" men for hele menigheden
Safar er et én-til-én-forløb over ca. 30 samtaler, hvor man sammen udforsker troen og Bibelen ved hjælp af et gennemarbejdet app-baseret koncept. Materialet er oversat fra engelsk til dansk af Simon med flere. Samtalerne tager udgangspunkt i bibeltekster, refleksionsspørgsmål og fælles bøn.
Her er der ikke nødvendigvis en lærer og en elev; tanken er, at man vandrer sammen som ligeværdige. Samtidig er der også plads til, at mere erfarne kan gå foran, hvis det giver mening. Safar er for alle aldre – også for dig, der har været kristen i mange år. Man bliver aldrig færdig med at lære og gå på opdagelse i troen på Gud.
Troen bliver personlig – Karen og Camilla gennemgår et Safarforløb
Karen Sode er HF studerende. Efter skole gør hun rent i kirkens børnelokaler. Karen er relativt ny i en frikirkelig sammenhæng, og fortæller hvordan Safar været en øjenåbner for hende.
-Jeg gik ind i forløbet for at finde ud af, hvad jeg egentlig selv tror på – ikke bare det, som jeg har lært hjemmefra. Noget af det, der har gjort størst indtryk på mig, er muligheden for at tale om livets store spørgsmål og oplevelsen af at blive bedt for. Forløbet har gjort mig mere frimodig, gladere og givet mere overskud i hverdagen, fortæller Karen.
Camilla Vinther Jakobsen arbejder som administrator på kirkens kontor. Hvad er særligt betydningsfuldt for dig i dit Safarforløb?
- Det at 'vandre' sammen med en anden gennem længere tid og få nogle dybe snakke som jeg har indtryk af inspirerer os begge to. Og så det at vi har en systematisk gennemgang af vigtige emner i Bibelen, som jeg jo kender godt, men giver nyt stof til eftertanke, siger Camilla. Efter at have gennemgået de første ti samtaler mødes Karen og Camilla fortsat hver anden uge – og de anbefaler begge varmt Safar til andre.
Camilla: "Netværksgrupper gør det lettere at blive en del af fællesskabet"
Hvorfor vil du anbefale andre at deltage i en netværksgruppe?
-Det er en super god måde at lære andre i kirken at kende på, samtidig med at man deler liv og tro. Om søndagen kan man lettere forsvinde i mængden. Derfor er det så godt med de mindre grupper, hvor det kan være lettere at blive en del af fællesskabet, siger Camilla.
Hvad værdsætter du mest ved at være en del af en netværksgruppe?
-Det at dele liv og tro med andre. At vi kan være der for hinanden og bede for hinanden og se hvordan Gud giver bønnesvar på vores fælles bønneemner, afslutter Camilla som også er netværksgruppeleder.
Step In – Åbenkirkes velkomstgruppe
Step In er for dig, der er ny i kirken, men også for dig som har været med længe. Du er velkommen uanset hvor du er på din trosrejse. Her er der plads til både tro, tvivl og nysgerrighed i et uforpligtende fællesskab. Her kan du mødes med andre og dele tanker om liv, tro og kirke i en afslappet atmosfære.
Gruppens ledere sørger for en tryg og uformel ramme – uden tilmelding og uden forventninger. Over tid hjælper Step In med at bygge bro til dine næste skridt i kirken, hvad enten det er en netværksgruppe, et Safar-forløb eller et frivillighedsteam. Vi mødes hver mandag kl. 19.00–20.30 i kirkens lokaler.
NextSteps – tag dit næste skridt i dag, hvad vælger du?
Safar: én-til-én bibelforløb via en app. Simon tilbyder gerne en introduktion og vejledning. Det er dog også muligt selv at starte et forløb op. Det eneste, der kræves for at deltage, er villighed til at lytte og lære.
Netværksgruppe: her mødes man i små grupper og deler liv, tro og erfaringer med hinanden.
Step In: Åbenkirkes velkomstgruppe for nye eller for dig der er nysgerrig og har lyst til at prøve at være en del af en "Netværksgruppe".
-For at komme i gang kan du sende en mail til info@aabenkirke.dk eller henvende dig i Hot Spot i kirken om søndagen, afslutter Simon Jørgensen, som er ansvarlig for NextSteps i Åbenkirke.
