Nyt fra Georgien: Fra én plastikrutsjebane til et helt nyt kapitel
Af Ruben Tychsen
“For hvem foragter den ringe begyndelses dag?” (Zak 4,10)
Der er noget næsten komisk over at bære en plastikrutsjebane gennem et bjerglandskab. Den vejer ingenting, men lyden af hård plastik mod stenene giver genlyd mellem bakkerne, så både børn og voksnestikker hovederne ud af dørene for at se, hvad der foregår. Alligevel var det med den lille rutsjebane under armen, at vores rejse ind i hjertet af Adjaras bjerge begyndte.
Da vi satte den indenfor i det lave, kolde rum, hvor Narsi (i landsbyen kaldet Nazi) havde samlet børnene, skete der nogetsærligt. Rummet var sparsomt — en brændeovn, nogle få stole, vægge udenisolering — men da børnene kastede sig op ad rutsjebanen, blev allebegrænsninger glemt. Latteren fyldte rummet som en varm vind. Midt i alt støjenstod Narsi stille og så på, og langsomt gled hendes hånd op til øjnene, som om hun ville skjule de tårer, der pressede sig på.
Det var ikke rutsjebanen, hun græd over. Det var begyndelsen på noget, hun havde bedt om i årevis: at nogen ville se hende, se børnene, se det kald hun bar.
Narsis historie er født ud af smerte. Hun overlevede som ung et voldsomt jordskred, der begravede hele hendes landsby og tog hele hendes familie med sig. Alt blev revet væk på én nat. Årene efterforsøgte hun at skabe et nyt liv, men også hendes mand døde af sygdom. Hun stodtilbage som én, der burde have været knækket af livet. Men i stedet voksede der en mærkelig styrke frem i hende — en beslutsomhed, der næsten kunne virke hård, hvis man ikke kendte hende.
For Narsi er ikke blød på overfladen. Hun taler med en gennemtrængende stemme, der kan få selv voksne mænd til at rette ryggen.Hun fylder et rum, når hun træder ind i det, og hun er ikke bange for at sige sin mening, heller ikke når den går imod flertallet. Men bag den robuste facadegemmer der sig en kvinde, der har let til tårer, og som elsker børnene, som varde hendes egne tabte søskende. Hendes hårdhed er ikke kynisme, men overlevelse.Og hendes blødhed er ikke svaghed, men nåde.
Det var derfor, hun en dag besluttede at åbne et sted for landsbyens børn. Ikke fordi hun havde ressourcer, men fordi hun havdekærlighed. Det begyndte med ét lille rum. Der var koldt om vinteren, begrænsetlegetøj og ingen pædagoger til at hjælpe. Alligevel kom børnene. De løb hen til hendes dør hver morgen, som om det var det tryggeste sted i hele Tsablana. Og for mange af dem var det netop det.
For kort tid siden begyndte noget at bevæge sig i landsbyen. Lokalregeringen — som sjældent engagerer sig i små projekter —besluttede at bygge en helt ny børnehave til Narsis arbejde. Et hus med ordentlige toiletter, køkken, sovepladser og plads til femogtyve børn. Et stedhvor børnene kunne være hele dagen, og hvor Narsi bliver støttet af flerepædagoger, som deler arbejdet med hende. Nybyggeriet er blevet en kæmpe bekræftelse af hendes kald.
Snart vil børnehaven stå færdig, som et nyt centrum i Tsablana. Der kommer møbler, udstyr og endda en legeplads under den åbne himmel, hvor børnene snart løber rundt og leger. Men det vigtigste er stadig det samme: Narsis nærvær fylder rummet. Hendes styrke. Hendes mod.Hendes blødhed. Hendes tro.
Vi mødte Narsi første gang i Januar 2025, som endel af vores forberedelse til udsendelse som familie i mission. Da vi trådte ind i hendes historie, var det tydeligt, at Gud allerede havde været der længe før os. Vi kom ikke for at ændre noget. Vi kom for at gå ved siden af hende.Den lille rutsjebane blev symbolet på relationen: vi bringer det vi har, og Gud gør det til noget, vi ikke kunne forudse.
NOMAD (det kalder vi vores lille organisation)blev skabt for at leve tæt på mennesker, bære relationer, og løfte lokale kaldfrem i lyset. Vi arbejder til daglig i Batumi blandt internationale fra heleverden, i slummen, i bjergene og gennem partnerskaber i hele regionen.
Og alt sammen begyndte med en plastikrutsjebane iet koldt rum i bjergene.
Tak fordi I beder for Georgien. Tak for hver gave til projekt 6198. Når I står med os, står I også med ildsjæle som Narsi — og med alle de mennesker der møder Jesus gennem dem.
