Tilbage til oversigten

Dansk – Ukrainsk Cafe Glashuset/Silkeborgvej 88

Som en del af jer allerede ved har vi i april og maj måned afholdt Åben Cafe i Glashuset hver onsdag fra kl. 15.00 – 18.00.

Sideløbende har vi kørt Børneklubben ”Happy Home”. De første par gange også i Glashuset; men nu i kirkens nye, dejlige og rummelige børnelokaler. Lederne for projekt Børneklub er Julia & Alexander, som selv er flygtet fra Ukraine og nu bor hos en dansk familie i Herning. Derfor kan vi køre klubben på ukrainsk, hvilket giver børnene tryghed – og glæde ved at møde andre ukrainere her i vores land.

Vi fortsætter, da oplevelsen er at de ukrainere, som kommer bliver opmuntrede over at kunne mødes i fællesskabet. Vi drikker kaffe/te – forskellige har hjulpet os med hjemmebagt kage – stor TAK for det! I skrivende stund mangler vi kage til den 22/6.

Hvis du kan hjælpe med en kage eller to den dag, send en SMS 91 98 74 70.

Kom gerne og vær med til at spise kagen – vi har kaffe/te på kanden.

Der er mennesker, der har behov ikke bare for kaffe/te og kage, men for nye venner, et netværk, da mange af dem, har måttet forlade både venner og familie.

Måske tænker du: Ja, men jeg kan jo ikke tale ukrainsk! Ingen hindring, nogle dage har vi tolke på besøg, andre dage klarer vi os med engelsk og google-translate samtaler på mobilen.

Det fungerer rimeligt godt.

Sommerfest

Onsdag den 22/6 kl. 18.30, altså efter Cafe og Klubtilbud afholder vi ukrainsk sommerfest i Glashuset. Kom gerne og vær med til fællesspisning/sammenskudsgilde.

Alle medtager en ret fra deres land, og vi sætter rammen for en hyggelig aften med spisning, trylleshow, musik og hyggeligt samvær.

Kom frisk – men send en SMS hvor mange, der kommer fra din familie, så vi har service, borde og stole nok til alle.

Cykler modtages

Herning Care er her for at hjælpe mennesker med behov. Vi har modtaget 4 cykler, som vi har givet videre. Der er stor taknemmelighed fra alle. Vi har også fundet en cykelmand, som kan hjælpe med mindre reparationer. Skulle nogen have en cykel, der ikke bruges tager vi gerne imod. Der er flere, som mangler cykler og da mange heller ikke endnu har fået job er der ikke så mange midler at gøre godt med.

Ring til Herning Care på 91 98 74 70, hvis du har en cykel du kan og vil donere.

Glade modtagere venter på den anden side – der er en dame, som vil kunne hjælpes med en cykel med lav indstigning, så skulle nogen have en sådan stående ville det være fantastisk!

Mange Café hilsner & Smil herfra Glashuset, Henny.

Mere fra bloggen