Tilbage til oversigten

Hvor meget blev det til?

Henover oktober og december har der været to større indsamlinger til hhv. kirkens mission i forbindelse med Lene Hollidays besøg d. 30. oktober og kirkens hjælpearbejde gennem Herning Care og julehjælpen d. 4. dec, og begge gange kom der en god gave ind til arbejdet. STOR tak til enhver der har givet til indsamlingerne – og en særlig tak til enhver der løbende bærer kirkens arbejde ved faste bidrag året igennem.

Gavmildhed smitter. Det gør nærighed i øvrigt også.  

Julen er en påmindelse til alle – både indenfor og udenfor kirken – om at leve generøst og uselvisk. Det er ikke alle steder i samfundet, at det budskab når igennem. 

Men alle inspireres, når de møder det.

Hvis du ikke endnu har gjort det til en fast vane at give, så er det ikke for sent. En gave til kirken er fradragsberettiget. Se info her: www.aabenkirke.dk/giv

Den 30. oktober samlede vi kr. 33.000,-  ind i forbindelse med Lene Hollidays besøg i Åbenkirke til arbejdet i Zambia. Lene delte drømmen om en egen kirkebygning i Ndola. Idag lejer man sig ind i en virkeligt nedslidt teaterbygning med begrænsede muligheder for fremtiden. Den voksende menighed som Lene leder har virkeligt brug for et sted, som kan danne rammen om det næste kapitel i Åbenkirke Ndolas liv. Indsamlingen blev et kærligt skulderklap fra os i Danmark. Så tak for gaven til enhver, der bar med.

Den 4. december samlede vi kr. 63.000,- ind i forbindelse med præsentationen af “Mission julepakke”. I år var udfordringen den enorme stigning i antallet af ansøgninger og ønsket om at kunne forøge omfanget af uddelingen. Herning Care har i år oplevet en stigning fra 500 til over 640 ansøgninger. Gaven som efterfølgende blev samlet ind har muliggjort at endnu flere kunne få julehjælp i år, og medarbejdergruppen bag julehjælpen har derigennem oplevet en meget konkret opbakning til arbejdet. Tak til enhver, der gav til indsamlingen. 

Dorthe Dyreholt som leder “Mission Julepakke” under Herning Cares arbejde siger: 

“Vi er enormt taknemmelige til Gud for at det igen i år er muligt for os at uddele julehjælp til trængte familier. Vi er i den grad ydmyge overfor Guds godhed, når vi har 140 ekstra ansøgere og under to uger til udleveringen og så oplever, at Gud forsørger, så at ALLE kan få Julehjælp. Det er blandt andet sket igennem den meget flotte indsamling i kirken. Så TAK til alle, som var med til at gøre en forskel i de 640 ansøger-familier.”

Mere fra bloggen