Tilbage til oversigten

Nyt fra Åbenkirkes Mission – Livgivende tro i Ndola, Zambia

Af Niels-Peter Hedegaard

En syv dages rejse til Ndola, Zambia, blev ikke blot et venskabeligt besøg fra Åbenkirke Herning, men en oplevelse af Guds nærvær og kraft.

Med en mission om at være “Åbenkirke uden grænser” kan vi i Herning nå helt til Zambia og berøre hjerter og transformere liv på uventede steder.‌

Den sidste uge af november var jeg på et hurtigt 7-dages visit til OpenChurch Ndola, vores søsterkirke i Zambia, for at deltage ved en konference og supervision af lederskabet der.

En af de bemærkelsesværdige oplevelser var da en “bilvasker” ved en Carwash ved siden af kirken oplevede Helligånden. Hans liv blev berørt, da lyden af bøn og lovsang nåede hans ører. Uden at forstå det fuldt ud, blev han døbt med Helligånden og begyndte at tale i tunger. Den forvirrede bilvasker, der følte sig forstyrret i sit arbejde, bad en præst om at få “det” til at gå væk. Et møde dagen efter blev arrangeret for at tale mere om, hvad det altsammen gik ud på.

En lignende oplevelse fandt sted med en bartender, der fra sin bar hørte lovsangen og forkyndelsen fra Åbenkirke. Gud kaldte hende tilbage, og selvom hun tidligere havde følt sig fordømt af kirker, følte hun nu, at der var et fællesskab, selv for dem, hvis liv syntes at være kørt af sporet. Hendes beslutning om at modtage Jesus som Herre var et eksempel på, hvordan Åbenkirke formår at nå dem, der føler sig overset eller fordømt af religion.

Andre blev sat fri fra bundethed, modtog profetiske ord, der viste sig at være forberedelse til aktuelle eller kommende begivenheder i deres liv.

Åbenkirke i Ndola skiller sig ud som en kirke fyldt med liv, unge mennesker, familier og børn. I et land, hvor kirker er talrige, adskiller Åbenkirke sig ved at nå ud til en generation, der har svært ved at opleve tro og kirke relevant i sit lokale udtryk. Kirken har en vision om at række ud til en opvoksende generation, der måske har mistet troen på traditionelle kirker, men som stadig søger efter ægte tro og fællesskab. I en tid, hvor troen kan virke gammeldags eller utidssvarende, viser Åbenkirke, at troen kan være levende, nådig og nå mennesker på uventede steder.

Mere fra bloggen