Tilbage til oversigten

Daniel Højberg er praktikant i Åbenkirke

Af Pia Dyreholt Grevsen

-Det er en gave at have praktikanter her i kirken. Jeg har virkelig en tro for at det kan være med til at gøre en forskel for ungdommen i Herning, kirken og også i praktikanternes eget liv. Det at se de unge vokse, træde ud i deres kald og at udvikle sine evner er fantastisk at være en medspiller i, siger Daniel Malan som er ungdomsleder i Åbenkirke.

-Min forventning er at praktikanterne lærer hvad det vil sige at lede, tage ansvar og at de lærer at formidle Biblens budskab på en relevant måde til unge mennesker, siger Daniel Malan.

Missionærbarn i Kina

Daniel Højberg er 20 år, og han blev student på Herning gymnasium i juni 2022. Han er vokset op i Kina som missionærbarn, og har to mindre søskende. Allerede som 7 årig kom Daniel til Kina sammen med sin familie. Indimellem tog de til Danmark, oftest på ferie, men også et enkelt længere ophold. Det var Herning de havde som deres base, og de var koblet på pinsekirken Xpect. Da Daniel var 16 år rejste familien tilbage til Danmark, og Daniel startede på Mariager Efterskole. Pinsekirken Xpect var nu blevet lukket, og familien måtte derfor finde en anden kirke som de kunne blive en del af. Valget faldt på Åbenkirke, hvor Daniel nu har haft sin gang siden starten af gymnasiet.

Daniel holder et sabbatår og er Praktikant i Åbenkirke

Daniel har selv taget initiativ til et praktikforløb i “Ignite”, som er Åbenkirkes ungdomsarbejde. Her har han mulighed for, sammen med Daniel Malan, som er ungdomsleder, og de andre praktikanter, at planlægge og koordinere Ignite begivenheder, samt være med i snakken om hvordan man kan skabe de bedste rammer for Ignites unge.

-Jeg synes, at det er “mega” spændende og udfordrende at være i praktik i Åbenkirke. Man får et godt indblik i kirkens daglige arbejdsgang, og i hvordan man i det hele taget driver en kirke. Det er utroligt spændende at være med i den daglige ledelse af Ignite, og at have det større ansvar som følger med, siger Daniel Højberg.

– Det som udfordrer er netop den større mængde ansvar og de nye opgaver der skal løses, hvilket er totalt anderledes fra f.eks. at skulle besvare opgaver i skolen. Bl.a. har jeg været med til at planlægge og koordinere en lejr, samt at forberede en tale til Ignite, som jeg skal holde senere på året. Men det er gode udfordringer, som jeg er sikker på, at jeg kan vokse igennem, og det er derfor jeg gerne vil sætte tid af i mit sabbatår på netop at vokse i erfaringer og oplevelser indenfor kirken.

Fritidsinteresser

-I min fritid går jeg meget op i sport. Jeg følger hovedsageligt med i fodbold, hvor jeg holder meget med FC Midtjylland, Manchester City og Brentford. Nogle gange betyder det en tur på MCH Arena, men oftest er det bare at følge med i resultaterne. Jeg har før spillet basketball, men her i sabbatåret ville jeg prøve noget nyt, og derfor prøver jeg med squash og vandpolo. Jeg er også meget glad for at være sammen med venner og at lære nye mennesker at kende, siger Daniel Højberg.

Hvad giver det dig at have praktikanter og at følge deres personlige udvikling?

-Det giver mig en kæmpe glæde. Udover at jeg nyder deres selskab, så er det en fornøjelse at se hvordan Gud gør noget i deres liv og at de rykker sig. Og så er de også direkte med til at gøre en forskel her i Herning, siger Daniel Malan som er ungdomsleder i Åbenkirke. 

Mere fra bloggen