Tilbage til oversigten

Herning Cares juleuddeling 2023

Af Pia Dyreholt Grevsen

-Mission Julepakke har i år haft en særlig stemning/atmosfære af glæde, energi og afslappethed. Vi har på mange områder været tidligere ude i år, og det har gjort at arbejdsmængden har været mere fordelt og overskuddet af energi større til selve uddelingen.

-Min særlige motivationsfaktor i mit arbejde med “julehjælp” er, at vi meget konkret kan hjælpe folk der trænger. Også det, at vi som forening kan skabe det store sammenhold og den dynamik der er sammen med alle de frivillige, siger Dorthe Dyreholt som er leder for Mission Julepakke.

-Vi har været i nye lokaler, så selvfølgelig har vi også skullet finde vores plads i det. Men selvom der var ændringer indtil de sidste dage, var det med en positiv indstilling og med tanke på at alt nok skulle komme til at fungere og det gjorde det. Så alles indstilling har været meget positiv og vi har sammen fundet på virkelig gode løsninger, så alt kunne forløbe så godt som muligt til uddelingen.

Dorthes møde med en meget taknemmelig kvinde

-Som nævnt har atmosfæren været særligt fyldt med glæde og overskud. Mange af de frivillige har nævnt netop dette for mig. “At der er plads til fællesskab samtidig med at kunne hjælpe de mange familier”.

-Jeg fik ikke selv mulighed for at snakke med så mange modtagere, men en enkelt gjorde særligt indtryk på mig, da hun med tårer i øjnene tog imod gaverne til hendes børn, og med grådkvalt stemme sagde tak for alt hvad vi gør for hende og hendes familie. Det var nu 3. gang hun var hos os for at modtage julehjælp, og hun kunne slet ikke beskrive, hvor stor en forskel det gør for hende, fortæller Dorthe.

Glade og positive tilbagemeldinger

Hekmat på 34 og Roslin på 42 er søskende og kommer fra Syrien. De har begge modtaget julehjælp hos Herning Care før. De bliver 9 – 10 personer juleaften.

Søstrene fortæller: “Det gør en stor forskel for os at modtage julehjælp, og børnene får en ekstra gave! Julefesten var god og det gjorde os glade at være med. Mennesker smiler til os, det betyder meget”.

En kvinde som oprindeligt kommer fra Sjælland ønsker at være anonym. Hun modtog julehjælp hos os sidste år, og havde fundet os på Facebook. Kvinden fortæller at de skal være tre juleaften, og at det BETYDER ALT at kunne modtage julehjælp. “Det giver ro i sjælen og i maven at man kommer sikkert gennem julen. Jeg ville ikke kunne klare mig uden julehjælp”. Bente er frivillig, og fortæller, at hun oplevede en stor åbenhed fra kvinden og en lyst til at fortælle om sin situation. Kvinden afslutter: “Jeg har haft store udfordringer privat gennem hele livet. Jeg vil ikke kunne klare mig uden julehjælp!”

Niels-Peter som er præst og frivillig i Åbenkirke fortæller:

“Jeg talte med en enlig mor fra Kiev, som søgte julehjælp hos os for første gang. Da jeg kort spurgte til hende, sagde hun med et flygtigt blik, at hun var fra bydelen Butja/Irpin, som hun havde boet en kilometer fra, og så brød hun sammen. Jeg kunne ikke gøre så meget andet lige der, end at sige at vi står sammen med dem, og at jeg/vi beder for dem. Så meget smerte, så meget taknemmelighed på én gang”.

Tabita som er frivillig medarbejder fortæller:

“Jeg talte med en dansk kvinde, som lige var blevet enlig mor. Kvinden er i ressourceforløb og siger at de kun har 500 kr. om måneden at leve for. Kvinden var bare så glad for at kunne få julehjælp”.

Stor tak til alle frivillige og sponsorer!

-Det, der har gjort stort indtryk på mig i år, er den gavmildhed og store villighed til at hjælpe, både med tid og penge. Jeg er blevet meget overvældet flere gange i år og rørt til tårer. Både af vores fantastiske sponsorer med deres store økonomiske gavmildhed, som gør at vi kan give så god en julehjælp til de 550 familier. Deres villighed til igen og igen at støtte og også melde ud i god tid, for at sikre at vi kan nå at planlægge alt. Men i høj grad også alle de mange, mange frivillige.

-Mere end 140 forskellige har hjulpet hen over ansøgningsdagene, indpakning af gaver, pakning af kasser med mad, hele showet og alt det praktiske omkring uddelingen af julehjælp. Det ansvar de frivillige har taget, har gjort at hele forløbet har været hyggeligt, afslappet, sjovt, professionelt, effektivt og med masser af plads til fællesskab og gode snakke. Der har ikke været stress og jag, men mange smil og glade mennesker, afslutter Dorthe Dyreholt.

Har du lyst til at læse flere gode beretninger fra frivillige og julehjælpsmodtagere så se her.

Mere fra bloggen