Jan Jakobsen er født i Hammerum som den fjerde ældste ud af 11 børn, Så det var en stor familie, han voksede op i. Derudover flyttede også bedstemoderen og hendes syge datter ind. Der manglede ikke hjerterum hos forældrene. Og det karaktertræk gav de videre til Jan.
Men mens Jan var barn, var familien med i en kirke, hvor der desværre var meget kontrol og mange regler. Så han søgte efter et andet fællesskab, og i 1972 fandt han Kristent Center, hvor der var meget liv og glæde og mange unge.
Friede på telefonen
I en alder af 20 år, mødte Jan den tre år yngre Henny, og efter at have hilst på hende et par gange, var han klar over, at det var pigen han ville have. På det tidspunkt var han i Århus som elev på Diakonhøjskolen, og Henny var i Herning, så afstanden var lidt for stor. En dag i sin middagspause ringede han til hende og friede på telefonen. Henny sagde ja.
– Og her 45 år efter er vi stadig meget forelskede i hinanden, siger Jan med et glimt i øjet.
Boede oven på kirken
Henny og Jan kom til at bo i et af de første huse, som kirken havde, og hvor der var to lejligheder på første sal. Det var huset i Grønnegade. Senere fik KC også rådighed over andre bygninger, inden de skulle rives ned på grund af byfornyelse.
Et travlt voksenliv
Henny og Jan fik fire børn og en plejesøn, og i dag er familien vokset med mange børnebørn. Jan har igennem alle år arbejdet som pædagog. I 27 år var han institutionsleder i Gjellerup. Både Henny og Jan har givet mange frivillige timer sammen med kirkens børn. I 18 år var Jan leder af kirkens juniorarbejde, og da han gik på efterløn, valgte han at involvere sig endnu mere i frivilligt arbejde, bl.a. på Udrejsecenter Kærshovedgård. Og så er han formand for en lang række kirkelige klubber for børn og unge, ud over at han er formand for hjertebarnet, Herning Care.
– Man skal ikke være bange for at blive pensionist, det skal man bare glæde sig til, siger Jan med et smil.
Gud sendte hjælp i Zambia
– Engang var jeg på rejse i Zambia i forbindelse med kirkens projekt, et børnehjem i Zambia, gik jeg på en vej, hvor en lastbil med 14 fulde afrikanere på ladet kørte forbi. Jeg stoppede op og tog et billede af det usædvanlige syn. Pludselig eksploderede et dæk på bilen, og afrikanerne troede at mit kamera var skyld i punkteringen. De stormede over til mig og ville slæbe mig med. Men en afrikansk pastor havde været vidne til hændelsen og kom løbende. Han gav sig i snak med de ophidsede fulderikker, og det lykkedes ham at vende stemningen, så en af dem til slut sagde til mig: ”You are my friend”. Det kunne have gået rent galt den dag, men det var som om Gud sendte en engel, erkender Jan.
Helbredt for voldsom gigt
– I 2017 begyndte der at vise sig nogle sygdomstegn, som blev værre og værre. Begge håndled hævede voldsomt op, og mange led i kroppen var angrebet, så jeg var nødt til at gå med krykker og fik medicin imod leddegigt. I februar fik jeg et nyt knæ, men håndleddene kunne lægerne ikke gøre noget ved. Jeg gik ikke til forbøn, fordi jeg manglede tro på, at jeg ville opleve et mirakel, indrømmer Jan. Men ved to lejligheder blev jeg alligevel spontant bedt for i kirken af Lars Bo og af Elizabeth. Gigten i hele kroppen blev mindre. Mine infektionstal gik fra 111 til nu 2,3. Og netop i dag, d. 22. oktober var jeg i Holstebro for at blive tjekket. Lægen kunne slet ikke forstå, hvordan jeg kunne have det så godt. Jeg fejler ingenting mere – alle mine led fungerer godt, og jeg er fuldt funktionsdygtig. For nylig lagde jeg 300 fliser, fortæller en taknemmelig far og bedstefar.
Svaret i krisetider
Et ord i Bibelen, som Jan holder meget af, er Esajas 58,7-8: ”Faste efter mit sind er at løse gudløsheds lænker, at løsne ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg, at bryde dit brød til de sultne, bringe hjemløse stakler i hus, at du klæder den nøgne, du ser, ej nægter at hjælpe dine landsmænd. Som morgenrøden bryder dit lys da frem, da læges hastigt dit sår. ”
– Alle mennesker oplever kriser og kan synes, at det er synd for mig. Men hvis vi gør noget for vores medmennesker og forsøger at glemme os selv, så har vi dette løfte fra Guds ord om, at så vil vores eget sår blive lægt, slutter Jan Jakobsen sin historie.
Interview: Eva Krath-Andersen
