Thomas og Karin Højberg og deres tre drenge, Kaleb (11), Filip (14) og Daniel (18) har slået sig ned i Herning efter at have tilbragt en årrække i Centralasien.
Drevet af en drøm
Da Thomas og Karin Højberg var teenagere, oplevede de hver især at få en drøm om at lave sundhedsarbejde i Asien – og at bringe håb til en bestemt folkegruppe dér. Man kan kalde det en drøm, en vision eller et kald, forklarer Thomas. De følte, at drømmen var inspireret af Gud, og at Han havde et særligt formål med dem dér. For Thomas var det som elev på Efterskolen Alterna, at disse tanker blev født. For skoleåret bød på en længere rejse ud i verden med det formål at hjælpe mennesker i nød, og han følte, at det var lige noget for ham. For Karin startede drømmen, da hun som barn voksede op i Nepal og Bangladesh, hvor hendes forældre ledte et spedalskhedshospital. Siden Karin og Thomas mødte hinanden har forskellige rejser og oplevelser så gjort deres fælles drøm mere og mere konkret.
Betydningen af retning og formål
– Det at vi følte os tilskyndet til at rejse ud i verden, oplevede vi som en gave og ikke som en byrde. Og den konkrete drøm harmonerede super godt med vores personligheder og evner, og det som vore hjerter brændte for. Det var kun en fordel, at vi begge elskede udfordringer og at rejse ud på eventyr. Drømmen hjalp os til at arbejde hårdt og målrettet mod at blive forberedt på den opgave, som vi følte vi skulle gå ind i. For mit vedkommende var det at læse til læge, og for Karins at blive sygeplejerske. Og begge skulle vi lære det lokale sprog, som var meget kompliceret. Drømmen hjalp os også til at være udholdende de dage, hvor alt syntes umuligt, og vi havde lyst til at give op, fortæller Thomas.
En bjergrig del af centralasien
Målet for drømmen og opgaverne var Centralasien, og Thomas og Karin og deres tre drenge blev der i næsten 10 år. Det var et fjernt og bjergrigt område, hvor mange stadig lever ganske primitivt som nomader med deres telte og yakokser og mange havde langt til lægehjælp. Der arbejdede Thomas som læge på et hospital, og Karin var sygeplejerske på et børnehjem for handikappede børn.
– Vi oplevede, at vi trivedes rigtig godt som familie under fremmede himmelstrøg med et meningsfuldt og udfordrende arbejde. Drengene gik på en lille, international skole tæt på vores hjem og derfra har de nu nære venner spredt over hele kloden. Vi var langt hjemmefra, men vi havde til gengæld et nært fællesskab med udenlandske venner og kollegaer, hvor vi virkelig var der for hinanden, også når det var svært.
Nu fuldt fokus på livet i Danmark
– Selve drømmen om at lave sundhedsarbejde i Asien og bringe håb til en bestemt folkegruppe dér lever stadig. Men lige nu er det rigtigt for os at tilbringe en årrække i Danmark bl.a. af hensyn til vore børns skoleuddannelse, og det at de kan komme til at føle sig hjemme i Danmark. Vi håber så på at kunne vende tilbage til Asien, når vores drenge kan klare sig selv, forklarer Thomas.
Kaleb og Filip går i 5. og 9. klasse på Midtjyllands kristne friskole og Daniel går i 2.g. på Herning gymnasium. Karin har prioriteret at være hjemmegående en periode for at hjælpe børnenes overgang til livet i Danmark, mens Thomas arbejder som praktiserende læge i Lemvig. Karin og Thomas må erkende, at det tager tid at falde til et nyt sted, når man flytter familien fra en verdensdel til en anden og nye venskaber skal bygges op, men de er overbeviste om, at Herning og Åbenkirke er det rigtige sted for dem.
Det primære formål
– Frem for alt har vi lært, at vores primære formål i livet er at leve i et personligt venskab med Jesus og at følge Ham. Vi oplever, at det giver vores liv masser af mening og glæde. Fokus på forskellige opgaver og steder kan så se forskelligt ud i livets forskellige faser. Lige nu er vi en ny, spændende fase med arbejde og opgaver i Danmark, og vi glæder os til at blive mere involveret i Åbenkirke, slutter Thomas Højberg.
